PlayChokolateBall

Lad mig sige med det samme: Playchokolateball er ikke et spil. Det er en side hvor man ved at lave lidt pigesjov (du ved, den tynde light humor) med Maltesers chokolade, optage det på video, og uploade det direkte på deres site, deltager i en konkurrence, hvor 1. præmien er en rejse til New York.

Stuntman: Ignition

Hvem har ikke haft en drengedrøm om at blive stuntman? Jeg studerede i hvert fald flittigt diverse bøger om stunts, da jeg var yngre og ville da hellere en gerne have leget med lidt pyroteknik. Det blev dog ved tanken. For et par år siden kom så spillet Stuntman til PlayStation 2, og jeg troede, at min lykke var gjort. Men nej, for spillet var et hulens svært ”trial and error” spil, som for øvrigt også kun tilbød den motoriserede del af livet som stuntman. Håbet kom dog tilbage, da Stuntman: Ignition til Xbox 360 forleden gled ind ad min brevsprække.

5 strikes and your out!
Den obligatoriske karriere-mode sparker spillet i gang. Du får stadig kun lov til at lege fartdrevet stuntman i biler, lastbiler og på motorcykler, hvor du skal klare dig igennem i alt seks spillefilm. Disse er opbygget i seks scener, hvor du skal udføre forskellige manøvrer undervejs og høste så mange point som muligt. Du dirigeres undervejs af instruktøren og af forskellige ikoner, der repræsenterer den manøvre du skal udføre. Det kan være simple ting, som at overhale en bestemt bil, eller komplicerede kombinationer så som kørsel på to hjul og ramme objekter på samme tid. Misser man 5 af disse instruktioner undervejs, er det værsgo at starte scenen forfra – noget der vil ske igen og igen. Netop dette var et kæmpe problem med forgængeren, hvor man simpelthen kunne hænge uhjælpeligt fast i en scene og dermed aldrig komme videre i spillet. Det er der gjort noget ved i Stuntman: Ignition, i og med du kan slå en ”easy-mode” til, så 5-fejls reglen træder ud af kræft. Dette bevirker så samtidig, at du kun scorer halvdelen af den normale pointmængde og dermed er vi tilbage ved samme problem igen. Det kræver nemlig en hvis rang for at låse op for den efterfølgende film, og rangen er selvfølgelig baseret på dine point. Jeg gennemførte de første fire film uden brug af ”easy-mode”, men blev så nød til at gå tilbage og tage flere scener om, fordi jeg manglede point for at kunne låse op for den femte film. Det er her man enten vil elske eller hade Stuntman: Ignition. Kan man finde glæde i at gennemspille den samme scene igen og igen for at skrabe de sidste point sammen? Jeg kunne ikke og fandt det i stedet dybt irriterende. Jeg kan sagtens affinde mig med et svært spil, men udenadslære hører for mig ikke til i et spil. Scenerne udspiller sig nøjagtigt ens, så i sidste ende er det netop udenadslæren det handler om.

Velkommen til arenaen
Når man så hænger fast i karriere-mode, har spillet heldgvis et par andre features, der er værd at kigge nærmere på. Det er muligt at konstruere sin egen arena, med loops, ramper og hvad der ellers hører til. Det er let og tilgængeligt at arbejde med værktøjet til skabningen af arenaen, og som en ekstra gulerod kan man låse op for flere ting til sin palette af indhold ved at score mange point i karrierdelen.

Ingen at spille med online
Multiplayer blev aldrig rigtig til noget hos mig. For det første var det nærmest umuligt at finde et spil at joine og for det andet fik jeg ”connection error”, stort set hver gang jeg prøvede. Det lykkedes mig dog at få et par enkle spil, hvor jeg dystede mod andre i scenerne fra karrieremoden om at score flest point. Det var ikke videre oprivende, og jeg tvivler på de andre spilmodes har noget bedre at byde på – aktivitetsniveauet online tyder i hvert fald ikke på det.

Anonym teknisk side
Gameplayet er uden tvivl spillets vigtigste ingrediens - at den ikke er så vellykket er så en anden sag. Det betyder dog, at grafikken og lyden glider lidt i baggrunden. Grafisk er Stuntman: Igniton et stykke fra den vanlige standard indenfor næste generations konsoller, men den formår alligevel at køre flydende, selv når eksplosionerne virkelig er på kogepunktet. Det samme kan siges om lyden, som musikalsk begrænser sig til enkle monotone rocknumre og en instruktør der siger stort set de samme ting igen og igen. Det er bestemt ikke på den tekniske side, at det primære fokus er lagt.

Ikke for alle
Stuntman: Ignition er lidt af en enten eller titel. Der vil helt sikkert være mange, der som jeg selv, vil hade spillet, mens andre vil se stor fornøjelse i at gennemspille de samme scener flere gange for at opnå det perfekte. Der vil også være mange, der kan bruge timevis i areanen på at skabe en sjov oplevelse, men jeg selv har hverken lysten eller tålmodigheden til at rode med det i længere tid. Demoen af spillet er ude på Xbox Live, og via den vil man lynhurtigt finde ud af, om det er noget der er tiltalende. Jeg kommer nok aldrig til at bruge mere tid på Stuntman: Iginiton.

Håndværker - colic-help - skateboard - china - egypt

The Convoy Game

Tjah dette online spil, som er udgivet i forbindelse med Premieren på den nye Resindent Evil - Extinction, Kræver tilsyneladende at du er i besiddelse af 2GHZ / 5G processor, hvilket er fulstændig ubegribeligt i forhold til hvad spillet indebærer. Du starter ud med at skulle køre zombies ned i en ørken. Både grafikken og spillevinklen (set oppefra) leder tanker hen på commodore64. Spillet fortsætter herefter i et shoot´em´down scenarie, man har set alt for tit. Zombierne kravler op af jorden og nærmer sig dig. skyd dem inden de æder dig... wow? Her er grafikken næsten kravlet op på amiga-stadie. Den professionelle anmelder havde nok givet sig mere tid, men jeg vurderede at det blot ville være spild af min.
En tynd kop te, der stiller urimeligt høje krav din computer / forbindelse. Hvis du har trang til spille disse primitive spil, og ikke tilsvarer de fornødne krav, kan jeg anbefale gratisspil.dk. Her finder du bedre spil, der kan spilles med 56K modem og en regnemaskine fra Aldi.
Traileren til filmen der snart har biografpremiere er til gengæld superfed, så tjek linket alligevel.
Resident Evil Extinction

SKATE

Fra første færd kan man ikke undgå at fornemme, at Skate er meget anderledes. En film introducerer dig til historien og spillets forskellige skatere. Du bliver kørt ned af en bil og bliver åbenbart så hærget, at du nu selv kan opbygge din skaters udseende – en ny indgangsvinkel til figurkreationen må man sige. Når du så har skabt din skater, bliver du sluppet løs i byen.

Jeg var dybt imponeret over spillets styring til at begynde med. Det er meget intuitivt og let tilgængeligt. De to analoge styrepinde udgør den primære styring, hvor den venstre bruges til at styre retningen, mens den højre bruges til at udføre stort set alle tricks. A-knappen bruges kun til at skubbe dit board op i fart, mens de to triggere og B-knappen giver dine tricks et ekstra twist i form af grabs eller at holde skateboardet i luften. Alle tricks og manøvrer er tilgængelige fra spillets start, så det er kun dig selv, der kan blive bedre via øvelse. Masser af øvelse. For der går nemlig ikke længe, inden spillet bliver uhyggeligt svært. Du skal nemlig udføre specielle trick kombinationer eller score ekstremt høje point for at klare nogle af spillets udfordringer. Du kan heldigvis skate frit rundt i byen mellem disse, så hvis man hænger fast, kan man i princippet bare prøve kræfter med noget andet. Jeg hang dog uhjælpeligt fast allerede i en af de første udfordringer. Jeg skulle køre på baghjul, hoppe op i et flip og så lande på baghjul igen. Jeg prøvede igen og igen i over en halv time, men lige lidt hjalp det. Problemet er, at du bruger den højre analoge stick til at udføre alle disse manøvrer og for at køre på baghjul, kræver det man finder det gyldne punkt, hvor sticken er halvvejs nede. Det er i sig selv ikke så svært, men når man samtidig skal lave et flip med samme stick og lande på baghjul igen, er det jo nærmest umuligt – i hvert fald for mig.

Når alting ser værst ud og man hænger uhjælpeligt fast i en udfordring kan man, udover at finde sig en ny selvfølgelig, kigge online på de mange fede videoer og billeder som folk har uploadet. Det kan sammenlignes lidt med Youtube, hvor man kan browse rundt i en masse film, som brugerne selv har kreeret. De kan opdeles mellem de mest sete og de bedst vurderede, så det er nemt at finde nogle rigtig fede film. Det giver desuden en masse inspiration til selv at folde sig løs.

Der er ingen tvivl om, at Skate er skabt for de sande skateboard entusiaster. Den stærke community del og en styring som virkelig kræver øvelse, vil uden tvivl appellere til dem der lever og ånder for at skate. Os andre der ikke rigtig kan affinde os med at skulle bruges timevis på at lære et trick, som man kunne button-bashe (hamre på alle knapper) sig til i Tony Hawk spillene, vil nok køre sur i Skate. Jeg gjorde i hvert fald. I multiplayer var der ikke meget hjælp at hente, da jeg blev jordet i stort set alt hvad jeg prøvede.

Grafisk er Skate udsædvanligt sprødt. Alt kører flydende og har en virkelig lækker finish. Byen kan føles en anelse steril til tider, men der er mange områder der er fyldt op med masser af gode detaljer. Kameraet er placeret skråt bag din skater og derved opnår man en ganske realistisk følelse. Desværre kan ens figur til tider komme ganske meget i vejen for udsynet.
Lydsiden går hånd i hånd med grafikkens kvaliteter. Menuerne er fyldt med kendte musiknumre, mens selve spildelen er godt understøttet med fremragende lyde når man skater.

Er du skater vil du elske Skate. Er du ikke, så vil du lynhurtigt blive meget frustreret. Her er virkelig tale om et spil, der taler til en nichegrupper og belønner interesse og dedikation. Jeg ville nyde at kunne skate rundt i byen og bare lave det ene fede trick efter det andet i et naturligt flow. Det kom der ofte bare en kantsten eller et utimet hop i vejen for. Ikke desto mindre, er der tale om et fantastisk spil til en smal målgruppe. Så gør op med dig selv, om du er skater eller ej inden du køber spillet. citat: spilzonen.dk


Håndværker - colic-help - skateboard - tsunami - cambo

Udnyt din blog

Får du optimalt udbytte af din blog? Vidste du at du kan TJENE PENGE PÅ DIN BLOG? Som medlem af bloggerwave, har du mulighed for at anmelde virksomheder, hjemmesider, og produkter, og samtidig blive betalt for det. Bloggerwave formidler kontakten mellem bloggere og virksomheder, som vil have mere omtale på nettet. Du skriver præcis hvad du har lyst til om det pågældende produkt, og bliver godt betalt for det.!

bloggerwave

Colin McRae: Dirt

Colin McRae har i mange år været at betragte som kongen af rally-genren. Forsøget på at lave en realistisk rally-simulator, var i de første par versioner imponerende, men så var det som om Codemasters ikke længere vidste hvor de ville hen. Colin McRae endte i lidt af et dødvande, hvor styringen blev mere løs og lettilgængelig, imens resten af spillet forsøgte at holde sig i den realistiske bane. Dette er dog ændret med Colin McRae: Dirt. Nu er her flere typer biler, flere typer baner og ikke mindst en fuldstændig vanvittig god grafik.

Verdens flotteste menu
Allerede i menuerne ser man, at der er blevet kælet voldsomt for den visuelle side. Det er svært at sætte ord på, men det er som en masse flyvende bokse man skifter i mellem for at gå gennem menuen. Det understøttes så samtidig af en eksplosiv lyd, så det er absolut en fornøjelse at bevæge sig rundt i. Alle loadsekvenser bruges desuden på at fortælle om alle dine statestikker. Hvor langt du har kørt, hvor meget du har vundet, hvor højt du har hoppet og så videre.

Varieret karrieredel
Karrieredelen er spillets hoveddel og er faktisk den eneste del af spillet, der virkelig har noget reelt indhold. Her bygges de forskellige løb op i en pyramide, hvor længden og sværhedsgraden forsøges desto højere du kommer op. Der er mange forskellige typer af løb, så som traditionel rally med en co-driver, men også mere actionfyldte løb med buggy-racere mod 7 modstandere. Det har givet et godt mix, og der er god variation undervejs. Før løbet kan man købe sig til forskellige biler for de penge man har tjent undervejs. Desværre fungerer det element ikke helt efter hensigten, da jeg aldrig manglede penge. Indtjeningen per løb justeres efter sværhedsgraden og selv med den midterste sværhedsgrad, havde jeg ingen problemer med at få råd til de biler jeg ville have. Det gør karrieredelen en anelse for tynd, da man bare kører løb efter løb uden at skulle tænke over en større sammenhæng.

Fantastisk action
Det er dog på banen tingene afgøres. Det er også tilfældet for Dirt, for det er så absolut rendyrket underholdning. I starten var jeg frusteret over den upræcise styring, hvor bilen har tendens til at sejle lidt rundt, men det gled ligesom i baggrunden efterhånden som jeg tog de realistiske briller af. Der er masser af mulighed for at indstille bilens opsætning inden hvert løb, men det sjældent værd at bruge tid på. Det handler i stedet om at holde 100 % koncentration i de 5-6 minutter de fleste løb strækker sig over. Det handler for de meste om at undgå fejl, da f.eks. direkte nærkontakt med et træ oftest betyder en knust bil og et overstået løb. Grafikkens detaljegrad er på det punkt helt fantastisk og skelsættende. Bilen kan blive skadet på alverdens måder, og vragdelene bliver selvfølgelig liggende på banen. Sammenstød med en dør der flyder på banen og en bil med en hastighed på 100 km/t, er på ingen måde en god cocktail. Et andet godt eksempel, er et ræs jeg havde i det australske vildnis. Farten var omkring 150 km/t og pludselig snitter jeg en lille træstamme der lå i vejkanten. Resultatet er at højre forhjul letter en anelse, og jeg mister kontrollen over bilen, som ruller fire gange inden den knuses mod træerne. Løbet var tabt, men for pokker hvor sad jeg med åben mund og var dybt imponeret. Dirt handler om action, og det er vigtig man tager spillet for det og ikke som en realistisk rally-simulator.

Et par svagheder
Colin McRae: Dirt mangler dog noget hist og pist, for virkelig at kunne kaldes et sikkert køb. Den fornævnte styring er selvfølgelig et af de primære problemer, men den begrænsede holdbarhed skinner desværre også tydeligt igennem. Karrieredelen er fyldt godt op med løb, men dybden er papirstynd. Du kører bare ræs efter ræs, hvor det eneste der ændrer sig er banernes udforming og de bilklasser du kører i. Her kunne vi så have håbet, at multiplayer havde givet en ekstra indsprøjtning holdbarhed. Det er desværre ikke helt tilfældet. For i multiplayer får du kun lov til at løbende sammenligne dine tider med modstandernes, så du ser reelt aldrig de biler du kører imod. Sådan er rally selvfølgelig, men det er KUN rally-delen der er inkluderet online, så man kan godt glemme alt om en heftig omgang buggy-race. Det kan selvfølgelig have noget med den tunge grafik at gøre, for selv i singleplayer opstår der til tider en slem omgang slow-down (det hakker).

En teknisk magtdemonstration
Når plus og minus siderne samles, er der ingen tvivl om at plusserne vinder. Colin McRae: Dirt er på alle måder et fedt og underholdende spil. Er man til bilspil med action og et forholdvis lettilgængeligt gameplay, så er dette spillet man skal have fat i. Med den rette lyd og skærm får sanserne desuden en ordentlig en på opleveren, som ingen burde være foruden.

Håndværker - colic-help - skateboard - collisions - islam

Kødsalat

Drengerøv - Kig her. Nu er Oddset kommet på nettet med deres nye site: Der Er Så Meget Kvinder Ikke Forstår, Blandt andet humoren der benyttes her i den ruccola fri zone. Udover fodbold og anden sport, kan du finde opskrifter, som selv den tarveligeste kok kan kreere i pausen, og endda med de tarveligeste indgrdienser. Du skal blot indtaste, hvad der er i dit forfaldne køleskab, og vupti - opskriften er klar.

www.derersaamegetkvinderikkeforstaar.dk

Harry Potter og Fønixordenen

Goddag og velkommen til denne guidede rundvisning på Hogwarts. Mit navn er Harry Potter og jeg skal være jeres guide det næste stykke tid. I har måske hørt om mig i Joanna Kathleens Rownlings bøger eller måske har I set mig i biografen i en af mine film. Jeg er utroligt glad for at I ville komme i dag for at deltage i denne guidede rundvisning på Hogwarts skolen for at høre lidt om mit femte år på skolen. Da I trådte ind gennem døren bemærkede I måske at skolen har fået en grafisk opgradering. Dette var vi simpelthen nødt til, da vi nu har taget det magiske spring til Xbox 360. Desværre har vores designere ikke mestret magiens svære kunst, så hele universet har fået en lidt hårdere kant end det burde.

Mens vi bevæger os rundt på troldmandskolen bedes i ikke røre ved omgivelserne, for ikke alt er som det ser ud til her på Hogwarts. Så hvis I i løbet af rundvisningen ser et billede, der ikke hænger på sin rigtige plads, en væg, der ser mystisk ud eller fakler, der ikke er tændt, så sig endelig til, for så vil jeg, Harry Potter, bruge mine magiske evner til at manipulere med tingene. Jeg vil tænde faklerne, hænge billederne på plads og generelt flytte rundt på tingene. Nu er det mit femte år her på skolen, så jeg har ikke problemer med at udføre trylleformularerne. Men nu er det ikke alle, der deltager i denne guidede rundvisning, der ikke lige er en verdensberømt troldmandselev, så de af jer må nøjes med at benytte controllerens højre analoge pind til at udføre de magiske bevægelser. Nogle gange kunne jeg dog godt bruge en controller, da man med denne - i modsætning til virkelighedens tryllestav - kan vælge mellem tre forskellige indstillinger til hvor præcise formularerne skal kastes for at virke.

Mens vi bevæger os rundt på Hogwarts og nyder indtrykkene fra de velanimerede rum har I måske bemærket, at nogle af mine medstuderende ikke altid er de smarteste børn på skolen. Nogle gange går de ind i murene og andre gange står de i vejen - Ja, det er ikke nemt at være verdensberømt troldmandselev. Jeg derimod har været så smart at få fremtryllet nogle fodspor foran mig, der altid viser mig i den rigtige retning, så jeg ved altid i hvilken retning jeg skal gå for at komme derhen hvor jeg gerne vil. Men Hogwarts er praktisk indrettet, så det varer ikke længe før man lærer ruterne udenad og ikke har brug for fodsporene.

For at I får det mest optimale ud af jeres rundtur på Hogwarts er det selvfølgelig nødvendigt at kende universet og dets historie. For uden fortiden giver nutiden ikke megen mening. Så har I ikke sat jer godt ind i historien vil, der være mange ting, der ikke umiddelbart giver nogen mening, men som de rigtige fans af mig i er, har I selvfølgelig sat jer ind i hele min historie. Men når I kommer hjem til jeres Xbox 360 vil og prøver kræfter med Harry Potter & Fønixordenen, at Electronic Arts lover at man kan spille som Romeo Gåde Detlev Jr.. Godt nok gælder det kun i en meget begrænset periode på fem - ti minutter ud af i alt otte-ni timer som spillet varer, men det var vi nødt til for ikke at få problemer med troldmandsfagforeningen. Til de af jer, der ikke lige kan huske hvem Romeo Gåde Detlev Jr. er, så kan jeg oplyse om at jeg ser ham inden jeg vender tilbage til Hogwarts fra min sommerferie. Hjælper det heller ikke noget, så går han under kaldenavnet Lord Voldemort. Hvis det stadigvæk ikke får nogle klokker til at ringe er Harry Potter universet ikke din stærkeste side, men til jer kan jeg så oplyse at han er den ondeste troldmand i dette århundrede.

Nu er vi ved at være kommet til enden på vores tur og jeg vil på hele Hogwarts veje gerne sige tak fordi I kom. Vi håber meget på at I alle køber Harrry Potter og Fønixordenen - men skal jeg være hudløs ærlig, så henvender spillet sig mest til de hardcore fans at mit univers. Alle andre bør kigge sig om efter andre former for digital underholdning resten af sommeren.

Håndværker - colic-help - skateboard - short story - ownage

Shake Control

Shake control. Nej det er ikke et nyt joystick til din PS3, selvom det godt kunne lyde sådan. Det er derimod den nye w580i, walkman mobil telefon, fra Sony ericsson. Shake control betyder at du kan skifte nummer ved at ryste telefonen. Det er særlig smart hvis du sidder i toget med din PSP og vil høre et nyt nummer midt i et spil. Ikke noget med at rumstere med knapper og kigge på display. Bare ryst - så det ikke forstyrrer dit spil.
Sony Ericsson w580i

Call of Juarez

Endelig et cowboy spil. Det var min første tanke da Call of Juarez røg i maskinen. Vi fik Red Dead Revolver, som faktisk var ganske udmærket og derefter det lunkne Gun som ikke helt indfriede forventingerne. Siden da har vi været tørlagt for cowboy spil. Call of Juarez ender dog kun med at være lige ved og næsten, og det slår som bekendt ingen af hesten.

Call of Juarez driver dig gennem to parallelle handlingsforløb. Det ene som den unge knøs Billy, der finder sine forældre myrdet på familiens farm. Det andet som præsten Ray, der ser Billy ved den nedbrændte farm. Ray tror selvfølgelig, at det er Billy som står bag mordene og hermed starter den hæsblæsende jagt.

Der er stor forskel på måden Ray og Billys episoder udfolder sig. Med præsten Ray er det med en seksløber i hånden og skyderi til alle sider, mens Billys missioner ofte indeholder en masse stelth og platformselementer. Rays actiondel er fantastisk underholdning. Du får tonsvis af våben til rådighed og fornemmelsen under skyderiet er absolut herlig. Det føles som en rigtig western, når krudtrøgen letter og de sidste hatte fra dine ofre svæver gennem luften. Hawoks ragdoll motor viser sig fra sin bedste side, når dine modstandere flyver gennem luften efterhånden som de bliver ramt.

Når Billy kommer på banen falder underholdningsværdien kraftigt. Du har sjældent andre våben end din pisk og den bruges stortset kun som hjælpemidel til at passere dybe afgrunde. Førstepersons vinklen passer desuden meget dårligt sammen med den omgang platforms hopperi Billy udsættes for. Jeg faldt ned gang på gang, oftest fordi det var umuligt at få en ordentlig fornemmelse af afstanden til kanten. Helt forrykt bliver det, når man igen og igen skal snige sig gennem buske selvom man er bevæbnet med både bue og pistol. Spillet tvinger ofte løsningen ned over hovedet på en og bliver man opdaget; så værsgo at starte forfra fra sidste checkpoint med alt hvad der hører til af cutscenes.

Man kan ikke være i tvivl om at Call of Juarez er lidt af en ”ying-yang” oplevelse. Den er ofte en pine at spille sig igennem Billys del, mens det er rendyrket underholdning at plaffe løs som Ray. Jeg kan sagtens se potientalet i Billys del, for omgivelserne er absolut enorme, så man skulle blot have tilføjet noget mere valgfrihed og så ville de enkelte hopperier kunne sluges. Men at gang på gang skulle tvinges til at snige sig igennem noget uden grund virker bare enormt absurd.

Spillet kan gennemføres på omkring 7-8 timer på den normale sværhedsgrad. Det er i den korte ende, men når spillet er slut, åbnes der op for ekstra missioner, hvor man spiller som en ranger på jagt efter banditter. Det kan sammenlignes med Rays del i spillet, bare med endnu mere action, så det er bestemt anbefalesværdigt at tage et kig på, når spillets historiedel er gennemført.

Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig multiplayer. Det blev lidt af en kamp om finde brugbare servere, da der stortset kun var amerikanere at finde online. Det gav mig noget af et lag-helvede med pings omkring de 200. Alligevel endte jeg med at bruge mange timer online, da spillets actiondel for alvor får lov at træde i karakter her. Det er ikke min bedste online oplevelse på Xbox 360, men bestemt en af de bedre og havde pingen været med mig, så ville det uden tvivl have været super underholdning.

I oktober 2003 udgav Techland spillet ”Chrome” til pc. Det var en titel jeg i sin tid anmeldte og var dybt imponeret over grafikken. Hvis jeg ikke tager meget fejl er det den samme grafikmotor der bliver brugt i Call of Juarez. Lyssætningen er intet mindre en fantastisk og det første indtryk af spillet visuelle side er meget imponerende. Især de åbne landskaber er vellykket. Men første gang du kommer ind i en mine og ser de forskellige textures på nært hold, er der ingen tvivl om at det er en grafikmotor af ældre dato. Det er meget udetaljeret og mudret. Alderen trykker med hensyn til grafikken, men den må nu stadig betegnes som fornuftig.

Lydmæssigt kunne jeg godt ønske mig noget mere. De forskellige våben giver god lyd fra sig, men det generelle stemningsbillede fanger ikke nok. Jeg kunne godt have brugt noget mere kaakteristisk westernmusik. Stemmeskuespillet halter gevaldigt og bærer præg af kedelige b-præstationer over hele linien.

Call of Juarez blev i sidste ende en god oplevelse. Efter den første time med historiedelen frygtede jeg bestemt det værste, og jeg var allerede begyndt at tænkt på hvordan nedsablingen skulle fortolkes. Især den sidste halvvdel af spillet fik mig dog til at ændre mening. Det var som om historien fik bedre fat og skydedelen med Ray blev kun bedre og bedre. Call of Juarez er ikke noget fantastisk spil, men det er bestemt en god portion underholdning for enhver westernfan.

Håndværker - colic-help - skateboard - skatecamp - asatrú

Burnout Dominator

Da det første Burnout-spil udkom troede ingen vist, at denne serie ville blive så populær, at den stadig ville være at finde på hylderne i 2007. Ingen troede det, men det skete fordi spillet var underholdende og actionfyldt. Siden blev serien købt af EA, og antallet af udgivelser i serien er steget støt siden da. Burnout Dominator er en slags smagsprøve på den egentlige efterfølger, Burnout 5, der kommer om ikke så forfærdelig længe. Om det spil så komme til PSP kan kun tiden vise. Indtil da har vi Burnout Dominator at more os med i S-toget.

Burnout Dominator tager serien lidt længere tilbage til det egentlige ophav, der gik ud på at køre vildt og farligt for at optjene boost, så man kunne køre endnu vildere og farligere. Dette var krydret med vilde sammenstød og baner, der var langt an på at kunne køre stærkt. Med EAs overtagelse skiftede fokus mere på ødelæggelse, og i Burnout Takedown var ødelæggelse og sammenstød kernen i spillet, og det var faktisk nødvendigt at køre galt for at vinde.

Som sagt er Burnout Dominator gået lidt tilbage til rødderne, for i denne udgave gælder det – som i det gode, gamle dage – om at køre så vildt som muligt uden at køre galt.
Den såkaldte World Tour er spillets kerne. Her bliver man guidet rundt til et antal løb verden rundt, og det så op til en at vinde. Hvert løb stiller visse krav til din kørsel. F.eks. kan det være noget så enkelt som blot at komme først over mållinien eller vinde uden at få en skramme. Det kan dog også være lidt sværere opgaver, som f.eks. at lave en antal takedowns undervejs eller undgå at ligge sidst, når målstregen krydses.

Eftrhånden som man kører løb og vinder, så bliver forskellige ting låst op. Det kan f.eks. være baner, biler, trofæer m.m. Dog er der også mulighed for at låse skjulte genveje op, hvis man kører godt nok og udfører det krævede stunt på rette tidspunkt. Til hjælp har man de nu klassiske Crashbreakers og Aftertouch, der hver i sær giver mulighed for at knalde rivaler ud af banen på de mest interessante måder.

Håndværker - colic-help - skateboard - final destination - nanotech

Formula One Championship Edition

Med Formula One Championship Edition (CE) til PlayStation 3 lover Sonys udvikler studie i Liverpool, at vi virkeligt ville få et sublimt Formel 1 spil. Sporten er kendt for et højt teknologisk udviklingsniveau i bilerne. Kan Sony formå at fange udviklingen og smide den ned på en Blu-ray Disc, som du selv kan afspille i din nyindkøbte PlayStation 3?

CE er PlayStation 3 udgaven af Formula One 06, der her på Spilzonen fik en hård medfart, da det bestemt ikke levede op til vores forventninger. Ved første øjekast minder PlayStation 3 udgaven meget versionen til PlayStation 2. Det er mulighed for at give speederfoden motion i spillets time trial, eller du kan kaste dig ud i en enkelt weekends løb, eller du kan snuppe en hel sæson bestående af alle løbene. Er dette ikke nok kan du kaste dig ud i spillets karriere mulighed, der sætter dig i stand til at starte som en nybegynder i sporten og i løbet af en række sæsoner blive den nye verdensmester.

Løbene og kørerne er alle de samme som vi så i sidste års Formel 1 sæson. Det vil sige, at alle de nye tiltag, der er sket til den nuværende sæson ikke er at finde - hvilket er en stor skam. Kan man se bort fra dette er det et stort overflødighedshorn af formel 1 spænding, der ligger og venter på en. Har du aldrig siddet i en formel 1 bil, vil du være glad for den store samling af hjælpemidler, som er til din rådighed.

Er du derimod en rutineret formel 1 kører kan du slå alle hjælpemidlerne fra, hvis du har modet til det. Lad det være sagt med det samme, at CE er et simulationsspil, hvilket vil sige, at bilen reagerer på samme måde som den ville gøre hvis det var i virkeligheden. Da det er Sony, der står bag spillet, er der selvfølgelig understøttelse for Sixaxis controlleren bevægelsesfølsomme evner, der lader dig styre bilen ved at tilte controlleren til den ene eller den anden side.

Håndværker - colic-help - skateboard - taliban - 911

Runaway: Dream of the Turtle

Runaway: Dream of the Turtle er et adventurespil, der forsøger at samle magien op fra de klassiske LucasArts adventurespil. Desværre besidder de spanske udviklere fra Pendulo Studios de samme talenter som Sierra og LucasArts gjorde i tidligere tider og ender desværre med et adventurespil, der ender med at du sidder og griner af selve persongalleriet frem for selve historien. Den korrupte højtrangerede militærperson, den lækre kvinde, der samler på mænd eller den brillebærende gale videnskabsmænd er alle kilde til stor morskab.

Men lad os komme til spillets vigtigste punkt - historien. Den tidligere fysikstuderende Brian Basco har virkeligt haft heldet med sig, for nu holder han ferie på Hawaii med den tidligere stripteasedanserinde Gina Timmins, der har de mest fantastiske evner til altid at tiltrække sig opmærksomhed. Vi følger deres liv en dag hvor parret skal på en sightseeing tur til endnu en af de smukke øer i nærheden af Hawaii. Sightseeingen foregår ved hjælp af fly og det varer desværre ikke længe før der opstår problemer med flyet. Som den gentleman Brian er giver han Gina den eneste faldskærm i flyet på og skubber hende ud af flyet. Herefter styrer flyet ned midt i junglen er det nu op til dig at hjælpe Brian med at finde tilbage til Gina.

Runaway: Dream of the Turtle er, som du måske allerede godt ved, efterfølgeren til det oprindelige Runaway: A Road Adventure. Har man ikke prøvet kræfter med dette spil skal man ikke fortvivle, da Runaway: Dream of the Turtle ikke bygger videre på de begivenheder, der fandt sted i det oprindelige spil. Nogle af figurerne man møder i spillet er gengangere fra det første Runaway spil, men de er alle sammen ført up-to-date, så alt er i fineste orden.

Væk er tidligere tiders trælse styring, der er blevet afløst af en kontekstafhængig kontrol. Du styrer stadigvæk Brian rundt på skærmen med musen, men du skal ikke selv vælge hvad du vil gøre de forskellige steder - det finder spillet selv ud af for dig. På et tidspunkt finder skal Brian samle noget op fra en stor sø af kviksand og her finder han så selv en gren som han bruger for at få fat i det han skal bruge. Det er en meget rar feature, da man så er fri for selv at skulle løbe rundt og lede efter en gren, der er lang nok til at nå det man skal have fat i. Denne hjælpende hånd har desværre også sine bagsider - nogle gange skal man nemlig tilbage til steder man har været før for at Brian kan finde de ting man søger efter. Undersøger man på ét tidspunkt i spillet en skraldespand uden at finde noget men snakker man efterfølgende med en person i spillet kan det pludseligt være, at der er noget værdifuldt i skraldespanden. Så bare fordi man én gang har undersøgt en genstand kan man godt risikere at skulle undersøge den igen senere.

Lydbilledet er desværre en meget blandet fornøjelse for mens Brian har en fed stemme er der andre af personernes stemmer, der ikke helt passer ind i det ellers så gode lydbillede. Desværre skinner det på lydsiden igennem at Runaway: Dream of the Turtle oprindeligt er et engelsk spil, så mange af pointerne og de latterkrampe-givende vittigheder lider utroligt meget af at være oversat til engelsk.

Den grafiske stil er holdt i et klassisk tegneserie-look og det passer glimrende til spillets charme uden dog på nogen måde at virke prangende. Har du prøvet kræfter med andre adventurespil vil du vide at man kommer til at besøge ret så forskellige steder, og det er også tilfældet i Runaway: Dream of the Turtle. Steder som tropiske Hawaii og det snedækkede Alaska vil alle blive besøgt af dig og Brian Basco. Til tider er grafikken ikke lige så god som man kunne forvente, men da det er et adventurespil er man optaget af at løse puzzles og finurlige opgaver, så det er bestemt ikke noget man lægger mærke til - med mindre man selvfølgelig sidder fast og ikke ved hvad man skal gøre.

Runaway: Dream of the Turtle er helt bestemt et adventurespil, som vil falde i god smag hos den trofaste samling af gamere, der findes rundt omkring i verden. Er du ikke fan af adventuregenren er der dog andre spil på markedet som du hellere bør kigge nærmere på end dette.

Håndværker - colic-help - skateboard - cambodia - egypt

Pac-Man World Rally

Historien om Pac-Man er i virkeligheden historien om, at man kan drive det meget vidt med kun ganske få midler, hvis man ellers gør det man nu kan rigtig godt. Pac-Man blev født under beskedne kår hos det Japanske spilfirma Namco tilbage i slutningen af 70’erne. Dengang var han flad som en pandekage og gul som en ost, og hans eneste anatomiske kendetegn var en stor mund, som han dog brugte flittigt til at spise de prikker han fandt på sin vej gennem sin lille firkantede labyrint. Det var i det store og hele det han kunne. Spise.

I 1979 stiftede offentligheden første gang bekendtskab med den lille energiske grovæder, i første omgang under navnet Puck Man, men da han senere skulle eksporteres fra Japan til USA blev man, med rette, bange for, at kreative sjæle kunne finde på at justere navnet på maskinerne i de amerikanske arkadehaller til en ganske oplagt, men mindre heldig variation af navnet, så istedet valgte man at ændre navnet til det mindre risikable Pac Man. Men til en rigtig stjerne hører vel også et rigtigt kunstnernavn.

Men lad os spole tiden frem til i dag. For som man så ofte siger i showbiz – the rest is history - og Pac Man er i den grad blevet en del af, ikke alene spilhistorien, men af vores kulturhistorie i det hele taget. Pac-Man er i dag det mest solgte arkadespil nogensinde, det er konverteret i utallige variationer til alverdens platforme, fra arkademaskiner, til mobiltelefoner til senest Xbox 360, det har givet ophav til en lang række spin-offs og rip-offs, og henvisninger til Pac-Man i populær-kulturen er for mange til at kunne tælles. For ikke at tale om merchandise, brætspil, tegneserier og meget, meget mere. Ja, den lille gule figur har i sandhed drevet det vidt.

Håndværker - colic-help - skateboard - tsunami - kina

Need for speed: Carbon

Er du til seje øser, labre babes, cool modstanderer og mulighed for at gejle biler a la carte.

Så er Need for speed: Carbon et must. Spillet fortsætter hvor forgængeren Need for speed: Most wanted, slap. Men denne gang skal du lave din egen bande, hvor medlemmer består af en blocker som blokkere dine modstandere, en scout som finder genveje og en drafter som du ligger dig bag for at få mere fart af slipstrømmen.

I skal sammen vinde og forsvarer områder på spillets kort. Hver gang du har overtaget en del af byen, skal du ud til et canyon løb imod områdets boss, her foregår det i bedste "The fast and the furious: Tokyo drift" stil, hvor det går ned af bjerget 1 imod 1 og det er nok spillets højdepunkt. Du kan til at starte med vælge imellem tre forskellige bil klasser, tuners, exotic og muscle.

Spillet hører til i arcadekategorien og det er på den gode måde, måske lidt Hollywoodagtig hist og pist, forstået på den måde at den er lidt som en urealistisk actionfilm og en anelse nem. Men så længe man ikke forventer en racing simulator så er det iorden, det her er 100 % et arcadespil. Med sixaxis controlleren har du mulighed for at bruge tilt funktionen når du drejer din bil, og det er jo noget anerledes end den "klassiske rumble" i de andre konsollers controllerer, det er fedt lavet men ikke noget WAUW over det.

Håndværker - colic-help - skateboard - particles - islam

Heavenly Sword

Under normale omstændigheder skal I igennem flere siders tekst for at finde frem til konklusionen i anmeldelsen. Vil man lede så længe, når man knap kan vente på at se den endelige karakter? Jeg tvivler. Lad os derfor - på noget uortodoks facon - starte med konklusionen: Heavenly Sword sparker en anselig mængde R.Ø.V.! Det er røvfuld til højre, smæk til venstre, los bagud og cirkelspark i alle retninger og det er fedt.

Lad os så straks hoppe til alle de små ting der underbygger den markante konklusion. Lad os for eksempel kigge på historien. I Heavenly Sword spiller man Nariko, der fødes ind i en klan, der så længe nogen erindrer, har stolet blindt på profetien om, at deres leder skal få en søn, der vil føre dem til paradis. Nariko er imidlertid en pige og nu tror mange, at profetien er tabt. Men Nariko er ikke bare en pige, hun er smuk, smart, viljestærk og sej med anselige evner i kamp. Da faderen kidnappes af en ond, ond konge, Bohan, der forsøger at tvinge alle landets klaner ind i hans imperium, træffer Nariko et skæbnesvangert valg: Hun vil finde faderen og de tilfangetagne klanmedlemmer, få hævn og til hjælp har hun Heavenly Sword, et våben så kraftigt og voldsomt, at det langsomt dræner hende for livsenergi. Det er melodrama med en skarp heltinde, en bestialsk og modbydelig superskurk, en masse ondskabsfulde kumpaner der er tro mod imperiets trone og ækle håndlangere der undervejs søger at stoppe Narikos vej mod hævn. Det er rigelige mængder kliché, som nogen vil have svært ved at sluge, men hvis man virkelig evner indlevelse, er historien og de syge personager der befinder sig i den, med til at skabe et fantastisk eventyr.

Som tidligere screenshots her på siden har afsløret, er det et spil der er slået stort op, med baggrund i grafikken og jeg er absolut ikke skuffet. Miljøerne man bevæger sig i, karakteren man spiller og især dennes vævre bevægelser, kampenes visuelle udtryk, alt, ja alt, ser ganske enkelt fantastisk ud. Der er ikke en eneste finger at sætte herpå. Jeg har prøvet, sågar skelet til andres meninger, men kan stadig ikke retfærdiggøre at kritisere spillets grafik. Det er med min overbevisning det absolut flotteste vi har set til PlayStation 3. Der er brugt motion capture, "rigtige skuespillere" og Andy Serkis (a.k.a. Gollum), og det skaber perfekt animerede ansigtsudtryk, smukke bevægelser og et storladent scenarium. Spillet bærer tydeligt præg af inspiration fra diverse manga-serier, og inspirationen understøttes virkelig flot af det gribende grafiske udtryk.

Ej heller på lydsiden er der noget at udsætte på Heavenly Sword. Der er skabt et episk orkestralt soundtrack, der skaber dramatisk indlevelse, undertiden afbrudt af flotte cutscenes, hvor melodramatiske dialoger skaber en rimelig sammenhæng mellem de mange, mange, mange blodige nedslagtninger af kompagnier af soldater man skal igennem. Lyden danser i herlig forening med den betagende grafik, og skaber et udtryk, en følelse og voldsomme mængder adrenalin. Det er sprødt. Især, når man hopper og danser fra side til side, viftende i alle mulige og umulige retninger med sit imponerende våben, til lyden af skrigende, lidende fjender, krydsende klinger og kamphyl.

Håndværker - colic-help - skateboard - short story - face plant

MotorStorm

Evolution (som bla. har givet os WRC serien) har brugt over 2 års hårdt arbejde på spillet og det kan ses! Med det samme at den super fede intro kører, er man helt klar over at det her bliver et af de rigtig gode bekendtskaber.

Systemets interfaces er måske i virkeligheden et af spillets svagheder, men hvad pokker, det er jo ikke her man skal bruge tiden, det er med speederen i bund og turboen på grænsen til det tilladelige!

Spillet er bygget op på den måde at der er enten singleplayer, hvor du skal kæmpe dig igennem 21 baner hvor sværhedsgraden øges stille og roligt! Der skal opnåes min. en podieplads for videre avancement og ved level 4 begynder det rigtigt at blive svært! Den anden mulighed er at du kan vælge online spil, hvor du kan dyste imod 11 andre levende væsener.

Det er en sand fornøjelse at Evolution endelig har tilføjet denne mulighed. Fordi det er her at spillet bliver udødeliggjort, man bliver aldrig træt af at lige skulle snuppe en online match mere og med tiden kunne jeg nemt forestille mig at der kom flere downloadable ting som kunne yderligere´forlænge fornøjelserne. Feks. er det lidt frustrerende at det kun er 1. pladser som registreres, det er åbenbart "the winner takes it all" princippet, lidt point efter placering var ikke af vejen her!

Styringen af diverse racere varierer i sværhed, motorcyklerne som de fintfølene og op til de tonstunge lastbiler som drejer ligeså skarpt som Titanic! Med krydset kan du fyrer op for racerens booster, men pas på og kig på termometeret i nederste venstre side således at den ikke bliver overophedet og eksploderer. Med et tryk på firkanten kan du udføre diverse actions alt afhængig af hvilken racer du styrer, det kan feks. på motorcyklen være et slag hvis du trykker når du er oppe på siden af en anden motorcyklist eller et hånene vink med armen imod en billist mm. Du kan også udnytte sixaxisen bevægelsescensor ved at slå denne til og med et styre du ved at dreje med controlleren. Det kræver, sagt på jysk, godt nok lige lidt tilvænning. Ikke helt så godt lavet. Hvorfor at man heller ikke kan spille multiplayer på samme skræm er lidt et mysterium, men det kan vi kun håbe at en update kunne rette op på!

Grafisk er spillet bygget fantastisk realistisk op, det gælder lige fra banerne, omgivelserne, bilerne og hele miljøet omkring! Bilerne består feks. er 25.000 polygoner, i WRC til PS2 var det ca. 9.000 pr. bil og her var der kun 1 bil på skærmen af gangen. MotorStorm kan vise op til 20 biler af gangen, det siger vist lidt om PS3's hestekræfter.

Lyden i spillet er suveræn! Først er der puttet lidt motorbrøl i, derefter lidt publikumslarm og til sidst tilsat 500 gram Slipknot, Nirvana eller andre tungedrenge som får det hele til at gå op i en højere enhed!

Alt i alt har Evolution skabt en klassiker til PS3 og det endda til den europæiske launchdag! Nu når du skal ud og hente din PS3 bliver du nødt til at købe MotorStorm med, det er et must. Ellers bliver straffen at du skal tortureres med endnu flere af den her slags anmeldelser af spillet, det kan man jo så også måske mene at du har fortjent hvis du ikke køber det.

Spillet får alle mine "brutal brølene racing" anbefalinger med på vejen.

Håndværker - colic-help - skateboard - skate - white god

God of War II

God of War II fortsætter historien hvor det oprindelige God of War sluttede - nemlig med at Spartaneren Kratos solidt har fået slået sin plads som den græske krigsgud fast efter at have fået afsat Ares. Som det desværre af og til ses stiger magten Kratos til hovedet, og han bliver hurtigt hadet af resten af de græske guder. Kratos blændes af magten og af at hans spartanske krigsvenner nemt og uhindret kan indtage den ene by efter den anden.

En dag bliver det for meget for den smukke gud Athene, der advarer ham mod at lade magten stige ham til hovedet, for gør den det, vil hun ikke beskytte ham mod de andre guders vrede. Krigsguden Kratos lader sig ikke true og overhører Athenes advarsler og begiver sig af sted mod jorden for at hjælpe sine spartanske venner til endnu en sejr. Desværre forløber Kratos' planer ikke helt som han havde ønsket sig, for pludselig står han ansigt til ansigt med den mægtige Zeus. Der er ingen tvivl om at Kratos har mødt sin overmand i Zeus og må se sig sendt af sted mod Hades' dødsrige.

Alt dette når du at opleve i løbet af den første halve times spilleri og i de resterende 12-13 timer som du kan forventes at bruge sammen med God of War II vil du blandt andet opleve Kratos uddele flere tæv end der uddeles i en SM-klub i hele dens levetid. Derudover vil du opleve Kratos' møde med Gaia og Kratos lover også at hjælpe titanerne med at hævne sig på Zeus. Historien byder ikke på nogle nye banebrydende elementer, men den præsenterer tingene på den bedste måde man kan tænke sig. Væk er langt de fleste irriterende loading-skærme, som vi kender fra alle spil - alt foregår mens du ser på det. Skal Kratos fra den ene side af en ø til den anden, så må du sørge for at han kommer derhen hvor han skal - og helst ikke uden at have lagt en sti af død og ødelæggelse bag dig. En tur på en griffon, som er Kratos' bedste transportmåde, når han skal bevæge sig over længere afstande, bidrager også til fabelagtige kampe - stadigvæk uden den mindste form for loading-screen.

Kampene i God of War II er et helt kapitel for sig. For selv om du kun har tre angrebsknapper til din rådighed: 'svagt angreb', 'stærkt angreb' og 'jeg dræber dig med mine bare næver' er der rig mulighed for at give seriøse mange tæsk via et utal af forskellige mere eller mindre anvendelige komboer. Udover de fabelagtige Blades of Chaos, der bedst kan beskrives som to flammende sværd, der er bundet til Kratos arme med kæder, opnår Kratos med tiden et ret så omfattende våbenlager, der alle er brugbare i visse situationer i spillet. Om man vælger at skifte våben tit, eller holder sig til Blades of Chaos er helt op til ens egne evner og spillestil.


Håndværker - colic-help - skateboard - saints - nano