Endelig et cowboy spil. Det var min første tanke da Call of Juarez røg i maskinen. Vi fik Red Dead Revolver, som faktisk var ganske udmærket og derefter det lunkne Gun som ikke helt indfriede forventingerne. Siden da har vi været tørlagt for cowboy spil. Call of Juarez ender dog kun med at være lige ved og næsten, og det slår som bekendt ingen af hesten.
Call of Juarez driver dig gennem to parallelle handlingsforløb. Det ene som den unge knøs Billy, der finder sine forældre myrdet på familiens farm. Det andet som præsten Ray, der ser Billy ved den nedbrændte farm. Ray tror selvfølgelig, at det er Billy som står bag mordene og hermed starter den hæsblæsende jagt.
Der er stor forskel på måden Ray og Billys episoder udfolder sig. Med præsten Ray er det med en seksløber i hånden og skyderi til alle sider, mens Billys missioner ofte indeholder en masse stelth og platformselementer. Rays actiondel er fantastisk underholdning. Du får tonsvis af våben til rådighed og fornemmelsen under skyderiet er absolut herlig. Det føles som en rigtig western, når krudtrøgen letter og de sidste hatte fra dine ofre svæver gennem luften. Hawoks ragdoll motor viser sig fra sin bedste side, når dine modstandere flyver gennem luften efterhånden som de bliver ramt.
Når Billy kommer på banen falder underholdningsværdien kraftigt. Du har sjældent andre våben end din pisk og den bruges stortset kun som hjælpemidel til at passere dybe afgrunde. Førstepersons vinklen passer desuden meget dårligt sammen med den omgang platforms hopperi Billy udsættes for. Jeg faldt ned gang på gang, oftest fordi det var umuligt at få en ordentlig fornemmelse af afstanden til kanten. Helt forrykt bliver det, når man igen og igen skal snige sig gennem buske selvom man er bevæbnet med både bue og pistol. Spillet tvinger ofte løsningen ned over hovedet på en og bliver man opdaget; så værsgo at starte forfra fra sidste checkpoint med alt hvad der hører til af cutscenes.
Man kan ikke være i tvivl om at Call of Juarez er lidt af en ”ying-yang” oplevelse. Den er ofte en pine at spille sig igennem Billys del, mens det er rendyrket underholdning at plaffe løs som Ray. Jeg kan sagtens se potientalet i Billys del, for omgivelserne er absolut enorme, så man skulle blot have tilføjet noget mere valgfrihed og så ville de enkelte hopperier kunne sluges. Men at gang på gang skulle tvinges til at snige sig igennem noget uden grund virker bare enormt absurd.
Spillet kan gennemføres på omkring 7-8 timer på den normale sværhedsgrad. Det er i den korte ende, men når spillet er slut, åbnes der op for ekstra missioner, hvor man spiller som en ranger på jagt efter banditter. Det kan sammenlignes med Rays del i spillet, bare med endnu mere action, så det er bestemt anbefalesværdigt at tage et kig på, når spillets historiedel er gennemført.
Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig multiplayer. Det blev lidt af en kamp om finde brugbare servere, da der stortset kun var amerikanere at finde online. Det gav mig noget af et lag-helvede med pings omkring de 200. Alligevel endte jeg med at bruge mange timer online, da spillets actiondel for alvor får lov at træde i karakter her. Det er ikke min bedste online oplevelse på Xbox 360, men bestemt en af de bedre og havde pingen været med mig, så ville det uden tvivl have været super underholdning.
I oktober 2003 udgav Techland spillet ”Chrome” til pc. Det var en titel jeg i sin tid anmeldte og var dybt imponeret over grafikken. Hvis jeg ikke tager meget fejl er det den samme grafikmotor der bliver brugt i Call of Juarez. Lyssætningen er intet mindre en fantastisk og det første indtryk af spillet visuelle side er meget imponerende. Især de åbne landskaber er vellykket. Men første gang du kommer ind i en mine og ser de forskellige textures på nært hold, er der ingen tvivl om at det er en grafikmotor af ældre dato. Det er meget udetaljeret og mudret. Alderen trykker med hensyn til grafikken, men den må nu stadig betegnes som fornuftig.
Lydmæssigt kunne jeg godt ønske mig noget mere. De forskellige våben giver god lyd fra sig, men det generelle stemningsbillede fanger ikke nok. Jeg kunne godt have brugt noget mere kaakteristisk westernmusik. Stemmeskuespillet halter gevaldigt og bærer præg af kedelige b-præstationer over hele linien.
Call of Juarez blev i sidste ende en god oplevelse. Efter den første time med historiedelen frygtede jeg bestemt det værste, og jeg var allerede begyndt at tænkt på hvordan nedsablingen skulle fortolkes. Især den sidste halvvdel af spillet fik mig dog til at ændre mening. Det var som om historien fik bedre fat og skydedelen med Ray blev kun bedre og bedre. Call of Juarez er ikke noget fantastisk spil, men det er bestemt en god portion underholdning for enhver westernfan.
Håndværker - colic-help - skateboard - skatecamp - asatrú
