lørdag den 3. november 2007

Stuntman: Ignition


Hvem har ikke haft en drengedrøm om at blive stuntman? Jeg studerede i hvert fald flittigt diverse bøger om stunts, da jeg var yngre og ville da hellere en gerne have leget med lidt pyroteknik. Det blev dog ved tanken. For et par år siden kom så spillet Stuntman til PlayStation 2, og jeg troede, at min lykke var gjort. Men nej, for spillet var et hulens svært ”trial and error” spil, som for øvrigt også kun tilbød den motoriserede del af livet som stuntman. Håbet kom dog tilbage, da Stuntman: Ignition til Xbox 360 forleden gled ind ad min brevsprække.

5 strikes and your out!
Den obligatoriske karriere-mode sparker spillet i gang. Du får stadig kun lov til at lege fartdrevet stuntman i biler, lastbiler og på motorcykler, hvor du skal klare dig igennem i alt seks spillefilm. Disse er opbygget i seks scener, hvor du skal udføre forskellige manøvrer undervejs og høste så mange point som muligt. Du dirigeres undervejs af instruktøren og af forskellige ikoner, der repræsenterer den manøvre du skal udføre. Det kan være simple ting, som at overhale en bestemt bil, eller komplicerede kombinationer så som kørsel på to hjul og ramme objekter på samme tid. Misser man 5 af disse instruktioner undervejs, er det værsgo at starte scenen forfra – noget der vil ske igen og igen. Netop dette var et kæmpe problem med forgængeren, hvor man simpelthen kunne hænge uhjælpeligt fast i en scene og dermed aldrig komme videre i spillet. Det er der gjort noget ved i Stuntman: Ignition, i og med du kan slå en ”easy-mode” til, så 5-fejls reglen træder ud af kræft. Dette bevirker så samtidig, at du kun scorer halvdelen af den normale pointmængde og dermed er vi tilbage ved samme problem igen. Det kræver nemlig en hvis rang for at låse op for den efterfølgende film, og rangen er selvfølgelig baseret på dine point. Jeg gennemførte de første fire film uden brug af ”easy-mode”, men blev så nød til at gå tilbage og tage flere scener om, fordi jeg manglede point for at kunne låse op for den femte film. Det er her man enten vil elske eller hade Stuntman: Ignition. Kan man finde glæde i at gennemspille den samme scene igen og igen for at skrabe de sidste point sammen? Jeg kunne ikke og fandt det i stedet dybt irriterende. Jeg kan sagtens affinde mig med et svært spil, men udenadslære hører for mig ikke til i et spil. Scenerne udspiller sig nøjagtigt ens, så i sidste ende er det netop udenadslæren det handler om.

Velkommen til arenaen
Når man så hænger fast i karriere-mode, har spillet heldgvis et par andre features, der er værd at kigge nærmere på. Det er muligt at konstruere sin egen arena, med loops, ramper og hvad der ellers hører til. Det er let og tilgængeligt at arbejde med værktøjet til skabningen af arenaen, og som en ekstra gulerod kan man låse op for flere ting til sin palette af indhold ved at score mange point i karrierdelen.

Ingen at spille med online
Multiplayer blev aldrig rigtig til noget hos mig. For det første var det nærmest umuligt at finde et spil at joine og for det andet fik jeg ”connection error”, stort set hver gang jeg prøvede. Det lykkedes mig dog at få et par enkle spil, hvor jeg dystede mod andre i scenerne fra karrieremoden om at score flest point. Det var ikke videre oprivende, og jeg tvivler på de andre spilmodes har noget bedre at byde på – aktivitetsniveauet online tyder i hvert fald ikke på det.

Anonym teknisk side
Gameplayet er uden tvivl spillets vigtigste ingrediens - at den ikke er så vellykket er så en anden sag. Det betyder dog, at grafikken og lyden glider lidt i baggrunden. Grafisk er Stuntman: Igniton et stykke fra den vanlige standard indenfor næste generations konsoller, men den formår alligevel at køre flydende, selv når eksplosionerne virkelig er på kogepunktet. Det samme kan siges om lyden, som musikalsk begrænser sig til enkle monotone rocknumre og en instruktør der siger stort set de samme ting igen og igen. Det er bestemt ikke på den tekniske side, at det primære fokus er lagt.

Ikke for alle
Stuntman: Ignition er lidt af en enten eller titel. Der vil helt sikkert være mange, der som jeg selv, vil hade spillet, mens andre vil se stor fornøjelse i at gennemspille de samme scener flere gange for at opnå det perfekte. Der vil også være mange, der kan bruge timevis i areanen på at skabe en sjov oplevelse, men jeg selv har hverken lysten eller tålmodigheden til at rode med det i længere tid. Demoen af spillet er ude på Xbox Live, og via den vil man lynhurtigt finde ud af, om det er noget der er tiltalende. Jeg kommer nok aldrig til at bruge mere tid på Stuntman: Iginiton.

Håndværker - colic-help - skateboard - china - egypt